socialdemokraterne

 

Helle Thorning-Schmidt
Kommunalpolitiske program 2010-2013
Fakta
S-posten
HEBRON-SYNDROMET OG ANDRE INDTRYK
1. maj tale fra ML
Mogens Lykketoft
Den globale finanskrise
Kalender
Bestyrelsen
Spørgsmål
Indmeldelse
Nyhedsmail
Forsiden
Senior i godt selskab

Af Helle Thorning-Schmidt
De fleste af os kender det, eller har hørt om det: At overgangen fra arbejdsliv til seniorliv kan være ret brat.
Den ene dag står man tidligt op om morgenen, sørger for at få lavet morgenmad mens Radioavisen kører, inden man er ude af døren - på vej hen til kollegerne.
Den næste dag kan man lade vækkeuret ringe senere, og kalenderen er ikke overtegnet. For mange er muligheden for at finde et nyt tempo i tilværelsen ikke bare en luksus, men også en vigtig ret efter et langt liv på arbejdsmarkedet.
Men når vi siger farvel til vores arbejde, siger vi også farvel til de mennesker og det fællesskab, der fylder så meget i vores tilværelse.
For mange seniorer vil det være attraktivt at kunne ’flexe’ sig ud af arbejdslivet. I stedet for at stoppe fra den ene dag til den anden, ønsker mange sig muligheden for at bevare kontakten til arbejdsplads og til kolleger. Vide og føle, at der stadig er brug for en, at man stadig har meget at bidrage med.
I dag forhindrer en skov af komplicerede regler, at seniorer kan bevare kontakten til arbejdslivet. Det er ren systemtænkning, der slet ikke passer til de muligheder vi, som mennesker, ønsker os. Det vil Socialdemokraterne lave om på.
I stedet for at starte med reglerne, så lad os starte med menneskerne: Når nu vi ved, at rigtig mange seniorer gerne vil bevare kontakten til arbejdslivet og kolleger, så lad os give dem muligheden for det.
Vi foreslår, at alle efterlønsmodtagere, folkepensionister og førtidspensionister må tjene 5.000 kr. om måneden, uden at det bliver trukket fra deres velfortjente efterløn eller pension. Det er et beløb, der vil gøre det attraktivt at give en håndsrækning på den gamle eller en ny arbejdsplads.
Socialdemokraterne foreslår også, at det skal være muligt for efterlønsmodtagere at lave alt det frivillige arbejde, de har lyst til. Det må de ikke i dag – igen på grund af en række alt for stramme regler.
I Danmark har vi en stærk tradition for fællesskab. De nære fællesskaber, der giver os indhold i tilværelsen. Og de større fællesskaber, der har brug for, at vi yder vores.
Fællesskaber er en vigtig del af det, der giver livet mening. Præcis som vores arbejdsplads og kolleger. Derfor skal vi i Danmark også have bedre mulighed for selv at bestemme, hvordan vi vil bevæge os fra arbejdsliv til seniorliv.

Efteråret 2008